Til Legendeoversigten

En historie om begyndelsen

Der var engang i en begyndelse hvor alt var flydende. Ikke bare vandet var flydende, men osse jorden og bjergene og skovene og troldene og musene og rævene. Det hele var en flydende grød. Der var ikke noget der var noget andet, så der var ikke noget der var noget.

Alt det der ikke noget sad stjernerne oppe på himlen og så på. Og de syntes det var kedeligt, for når der ikke var noget der var noget, kunne der heller ikke ske noget, og tiden kunne ikke gå. Og tid der ikke går er det kedeligste af alt.

De talte ikke sammen, stjernerne, det havde de ikke brug for. De blev bare enige om at en af dem måtte gøre noget ved det. Og en af dem, der blev kaldt Solen, begav sig ned i nærheden af verden og kom til sidst så tæt på at den begyndte at varme. Den kom så tæt på og blev så varm, at noget af det flydende begyndte at tørre og blive til jord og bjerge.

Det kostede mange kræfter og meget varme at tørre så meget, og Solen blev til sidst så træt at den måtte gå ned og lægge sig. Den lå og hvilede sig hele natten, men da den igen kom til kræfter, stod den op for at varme videre. Og i mellemtiden var noget af jorden blevet så våd at den var næsten flydende igen.

Denne gang blev Solen kun ved en enkelt dag, så gik den ned igen for at holde en hvilepause. Og sådan blev den ved, den var oppe om dagen og nede om natten. Og det der blev skiftevis vådt og tørt nåede at bevæge sig så meget i løbet af den våde nat, at det blev helt levende. Noget blev til træer, noget blev til mus, noget blev til trolde og noget blev til fugle.

Og sådan blev verden til den vi kender. De andre stjerner så ned på verden, og nu var den ikke længere nær så kedelig som før. Vandet løb i åerne og træerne voksede. Musene pilede omkring og troldene gik rundt i skoven med deres telte på nakken. Tiden gik og hver eneste dag var en ny dag.

De andre stjerner sagde ikke noget til Solen, stjerner taler sjældent sammen, men Solen vidste at de andre var glade for det arbejde den gjorde. Og den blev ved med at komme op hver eneste dag og varmede så længe den orkede. Den gik hver dag fra øst til vest og betragtede hele verden, og hver eneste dag var der noget nyt at se på.

Så en dag, da den var lige midt på turen fra øst til vest, kom den til at stå stille. Den stod over en og dejlig dal, der nærmest lyste af grønt. Vest for dalen lå de røde skarpe bjerge, øst for dalen lå de store mørke skove, og midt i dalen løb en klar og munter å. Det var en meget dejlig dal, men alligevel var det lidt mærkeligt at Solen standsede netop der. Den stoppede ellers aldrig på sin tur henover verden, og der var da dejlige ting at se på over alt.

Men det var over dalen den stoppede, for der var et eller andet den måtte se nærmere på. Den gik tættere ned over jorden end den plejede, og til sidst var den ikke længere væk fra dalen end bjergene i vest og skoven i øst

Solen var selv lidt forvirret over at den stod lige der, stod og så ned på den dejlige dal der blev varmere og varmere, så vandet i åen begyndte at boble. Skoven mod øst gav sig til at suse og rokke fra side til side, bjergene mod vest gav sig til at skælve. Og der i dampen over den kogende å og mellem den susende skov og de skælvende bjerge, lige der i blikket fra den forundrede sol voksede noget nyt og ukendt frem.

I begyndelsen var det bare som et tåget billede i dampen, men efterhånden blev det mere og mere fast i kødet og gled ned på de grønne bredder ved den kogende å. Solen kunne se at her var noget helt nyt, men den vidste osse at hvis den blev stående og varmede videre, så ville åen koge helt væk og dalen ville tørre ind til en ørken. Og det nye og ukendte ville brænde op og forsvinde igen. Så Solen gav slip på sin nysgerrighed og hævede sig op til sin sædvanlige vej over verden og fortsatte turen mod vest.

Og der i aftensolen, på hver sin åbred, sad verdens første alfer og så på hinanden. De vidste ikke hvem de var, de vidste ikke hvor de var. Men de vidste begge to at de gerne ville finde ud af det. Åen kogte stadig og dampen stod op fra vandoverfladen, og den ene alf forsøgte at fornemme den anden gennem disen fra den anden bred. Han hørte en fin stemme, og det lød som om den sagde Ouda.

- Ouda, sagde han til sig selv. Ouda, det må være mig.
Og nu vidste han da lidt om hvem han var.

Imens sad den anden alf på den anden bred og var ikke klar over hvad hun havde råbt. Men hun gjorde hvad hun kunne for at opfatte et svar, og mente at hun måske kunne høre navnet Ibis. Om det var den anden alf der råbte eller det bare var åen der sydede, kunne hun ikke afgøre. Men navnet tog hun til sig, og nu vidste hun osse hvad hun hed. Så manglede det bare at en af dem kom over åen, så ville de have noget at snakke om.

Da solen var forsvundet bag bjergene i vest faldt vandet i åen til ro. Det var stadig lunt da Ibis vadede over. Ouda tog imod hende med åbne arme. Han tog sin bluse af så hun kunne tørre fødderne i den, og derefter lagde de sig tæt sammen i græsse og hviskede i hinandens ører indtil Solen igen stod op og fik øje på dem. Så rejste de sig op og gav sig til at samle frugt og nødder fra dalens spredte træer, for de var blevet sultne.

- Her er godt at være, sagde Ouda. Her vil vi dyrke vores have.
- Det er vi helt enige om, sagde Ibis. Og vi vil fylde haven med buske og blomster. Og vi vil fylde dalen med alfeunger.

De holdt ord og de holdt længe. De holdt så længe og fik så mange unger, at deres første var gamle og havde både børnebørn og oldebørn inden de sidste blev født. Det var som de kunne blive ved i det uendelige. Men til sidst var de dog så gamle og slidte, at de gik endeligt til ro og blev lagt ned til dværgene. Og derfra kommer man aldrig op. Men hvad skulle de osse det for. De havde bestemt gjort deres, og dalen var fyldt med alfer i alle aldre og faconer.

Det er så længe siden nu, at ingen ved hvor længe det er. Og der blev ikke sat noget mærke hvor de blev lagt i jorden, så ingen ved længere hvor det var. Og det betyder heller ikke noget, for hele dalen er fyldt af deres afkom.