Til Legendeoversigten

En historie om kong Aba

I mange år boede alferne i dalen og blev kun engang imellem forstyrret af store dyr. Og når de var nok, og det var de som regel, kunne de sagtens jage store og farlige dyr tilbage til bjergene mod vest eller skovene mod øst eller den store grønne slette, der bredte sig nordefter. De så sjældent en trold. Troldene holdt sig til den store skov og sletten og viste sig sjældent i dalen. Det var som de vidste at der havde de ikke noget at gøre, selvom det jo aldrig var til at vide med de trolde.

Af og til talte alfer og trolde med hinanden, troldene talte næsten altid alfernes sprog. Men selvom de brugte de samme ord, kunne man sagtens være i tvivl om hvad de mente med det de sagde. Nogle gange var det som om de slet ikke mente noget, men bare sagde ordene fordi de kunne dem. De kunne stå ved højlys dag og tale om måne og stjerner, sagde man, og de fleste alfer troede ikke at den snak betød noget som helst. De fleste alfer havde heller aldrig hørt den snak, de havde kun hørt om den fra andre, der havde hørt om den fra den der havde hørt trolden tale.

Men af og til var der naturligvis en alf der var sikker på at den snak måtte betyde noget. Ingen, heller ikke trolde, kunne snakke om stjerner uden at det betød noget.

Der var på et tidspunkt et par ældre alfer der havde en datter ved navn Miese, og hun var den af de alfer der ikke kunne få nok af troldesnak. Hun boede stadig hjemme hos sine forældre selvom hun var mere end tyve år gammel, og hun havde ikke nogen alfekæreste selvom hun var en køn lille størrelse og rigtigt sød og omgængelig.

Af og til var hun væk i et par dage ad gangen, og hun var som regel forrevet på både arme og ben når hun kom hjem. Men hun havde det fint, sagde hun, og hun havde talt med troldene om stjernerne. Det var det eneste hun fortalte, men hun virkede glad og lykkelig. Hendes forældre ville da gerne have haft at hun fik sig en rigtig alfekæreste og egen have og måske et par små alfeunger, men så længe Miese bare var glad, var alt vel som det skulle være.

Det var det naturligvis ikke, og selvfølgelig måtte det ende galt. En dag kom hun hjem med så mange rifter på arme og ben at der ikke var plads til en eneste mere. Og det var så det, og det var da slemt nok. Men det værste var at hun samtidig havde mistet sine øjne. Den stakkels Miese græd og græd, og tårerne løb nedover hendes kinder fra de tomme øjenhuler, og nu forstod alferne hvad det var for stjerner de ækle trolde talte om ved højlys dag. Det var de klare alfeøjne som troldene med deres sorte kuløjne var så interesserede i. Og nu var det gået over gevind for en af dem, og han havde snuppet Mieses øjne og ædt dem.

Der begyndte at gå historier om andre unge alfer der havde mistet øjnene, eller de havde i hvert fald været lige ved at miste dem. Og der begyndte at komme trolde i dalen. Det skete ind imellem at en familie kom hjem til haven og fandt at en trold havde slået sit telt op midt på deres græsplæne. Man sagde ellers at trolde ikke holdt af ordnede forhold og velholdte haver, men muligheden for at få fat i nogle klare øjne, trak åbenbart så meget at de kunne holde den pæne og velordnede dal ud.

Alferne begyndte at bygge mere solide hegn rundt om haverne og konstruerede sindrige låse for at holde troldene ude. Men de fleste trolde var så store at de bare gik over hegnene hvor det passede dem, eller de væltede dem simpelthen omkuld. Og haverne på østbredden af åen var snart helt alfetomme.

Nogle familier begyndte at flytte ind i de høje bjerge mod sydvest, hvor de kunne bygge havemure af tilhuggede sten. I bjergene groede der ingen store træer, og hængekøjerne måtte hænges op mellem stensøjler eller klippevægge. Men man kunne da stadig ligge i dem og se stjernerne om natten. Og stjernerne, de rigtige stjerner, kunne se tilbage på en når man sov.

Der gik mange år, og efterhånden var alfernes dal bare noget man fortalte historier om, det var ikke et sted man kom som alf. Haverne groede til, hegnene væltede eller blev væltet, og troldene følte sig mere og mere hjemme der. De flyttede rundt med deres telte på begge sider af åen, og af og til vovede en trold sig endda ind i slugterne mellem bjergene for at finde alfeøjne. Det var ingen god tid for alferne.

I de dage var der ingen alfer der talte med trolde om noget som helst. Ingen kom hjem med forrevne arme og ben, og ingen belurede troldkællingerne. Men af og til forsøgte en flok alfer at jage en trold væk. Når de kunne jage store dyr med fire ben og skarpe tænder, kunne de vel osse skræmme en trold, mente de. Troldene var bare ligeglade med larmen fra trommer og slag fra lange stokke. De største trolde kunne gribe en alf i en hånd og bære hende væk uden man kunne gøre en snus, sagde man. Og så så man hende aldrig igen, med eller uden øjne. Der måtte andre og alvorligere midler til.

En flok unge alfer samlede sig om Aba, der var en direkte efterkommer af Mieses fars lillebror, og som derfor mente han var særligt forpligtet til at gøre noget ved troldeplagen. De begyndte at fremstille armbrøster af stærke grene og små hårde bolte til at skyde med af hårdt træ eller af det metal man kunne finde i bjergene. Hvis man ramte en trold rigtigt med sådan en bolt, faldt den død om, og så åd den i hvert fald ikke flere stjerneklare alfeøjne.

Men det var ikke en ufarlig ting at give sig til. Hvis man ikke ramte trolden rigtigt første gang, kunne den tage sten og store grene og kaste dem efter alfeflokken. Og det var ikke altid så nemt at rappe præcist. Selvom trolde som regel bevæger sig langsomt afsted, kan de med hurtige ryk give sig til at bevæge sig i andre og uforudsigelige retninger uden andre grunde end et tilfældigt indfald.

For at beskytte sig mod de sten og grenkast, var Aba og de unge alfer begyndt at lave sig rustninger og hjælme af læder og metal. Og når de alligevel var i gang, kunne de lige så godt lave de rustninger så de så ud af noget. De så både store og flotte og frygtindgydende ud. Det var ikke til at sige om troldene blev bange for dem af den grund, men de følte sig i hvert fald selv meget modigere. Og de andre alfer beundrede både deres udseende og deres mod.

Aba var hele tiden den modigste og den klogeste i flokken, og det var hele tiden ham der fandt på nyt. Han samlede efterhånden så stor en flok om sig, at de igen kunne vove sig ind i dalen. De begyndte at tage køjer med og slå lejr der og blive der i flere dagen. Og når de nu alligevel var der, kunne de lige så godt begynde at sætte haverne i stand. De lugede mellem buskene og slog græsset og satte hegn. Og troldene begyndte igen at føle sig som fremmede i større og større områder af dalen.

Hvis troldene havde kunnet finde ud af at rotte sig sammen, ville Aba og hans flok ikke have haft en chance. Men troldene blev ved med at kæmpe alene, og nogle af dem faldt for skud mens andre hovedrystende søgte mod de tætte skove mod øst hvor de osse retteligt hørte hjemme.

Efter et års tid var Abas flok snart mere i dalen end i bjergene, og nogle alfefamilier begyndte at flytte tilbage til dalen, til de haver som kong Aba og hans soldater ikke allerede havde sat sig på. For nu blev Aba kaldt konge og flokken om ham var hans soldater. Og man sagde at de adlød hans mindste vink, men at de til gengæld ikke tog sig af hvad alle andre alfer sagde og gjorde.

De indrettede sig i en have, der fyldte næsten en fjerdedel af dalen i den sydlige ende, og mod nord og øst havde de ikke bare bygget et hegn, men et plankeværk der var så højt at man ikke kunne se over det selvom man var høj som en trold. Der gik rygter om at soldaterne lå i køjer af læder og at der var bygget et ekstra plankeværk rundt om kong Abas køje, så ingen andre end han selv kunne se den. End ikke hans nærmeste soldaterkammerater fik lov at komme ind. Nogle sagde endda at der var bygget et tag henover, så heller ikke stjernerne kunne se kong Aba når han sov.

- Der ligger han og sover så ensom som en trold i et telt, sagde man. Det er ikke ufarligt at have med det pak at gøre. Han kunne kun befri os fra troldeplagen ved selv at blive som en slags trold i alfekrop.

Og det var en alfekrop, der blev pakket så godt ind i blanke rustninger og hjælme at ingen rigtigt længere kunne huske hvordan han så ud. Så det var en lidt sær tid i dalen. Alle var glade og trygge og frygtede ikke længere at troldene ville strejfe ind i deres haver og spise deres øjne. Men det var på den anden side lidt for mystisk hvad der foregik inde hos kong Aba og hans soldater, og det var de ikke så trygge ved.

Af og til var der en ung alf der gik ind gennem porten til kong Abas have, og man så dem aldrig igen, i hvert fald ikke så man vidste det. Måske blev de soldater og blev nogle af dem der gik rundt i rustning og lignede hinanden når de kom ud af haven på patrulje. Måske blev de brugt til andre ting. Alferne i resten af dalen vidste ikke hvad der foregik, så historierne om hvad det var, var mange og fantasifulde.

I virkeligheden vidste soldaterne inde i haven næsten lige så lidt. Men de troede hver især at de andre vidste mere. Så de spurgte hinanden meget og fik ingen svar. Og alle var overbeviste om at der måtte foregå noget meget hemmeligt.

Derfor var der heller ikke rigtigt nogen der vidste hvornår kong Aba døde. På et tidspunkt begyndte snakken at gå, at det var længe siden nogen havde set ham. Og da det blev forår vovede et par modige soldater sig ind bag de høje plankeværk om konkens køje. Og der lå han, kong Aba, i sin læderkøje og var nærmest tørret helt ind. Sådan blev det i hvert fald siden fortalt.

Der gik endnu nogle dage inden man fik taget sig sammen til at bære ham ud og lægge ham på jorden i den sydligste ende af den store have. Og det var på en eller anden måde forkert at grave et hul til ham. På den anden side kunne man ikke bare lade ham ligge der i sin rustning og med sin armbrøst, så soldaterne begyndte at dynge jord og sten over ham.

En morgen vågnede alferne og opdagede at det store høje hegn var forsvundet. Soldaterne var osse væk med deres hjelme og læderhængekøjer. Det eneste der var efterladt var nogle huller i jorden hvor der havde været gravet stolper ned. Og så den høj som kong Aba lå under med sin hjelm og sin armbrøst, der kunne spændes så stramt at den kunne dræbe en trold uden at skyde en bolt af.

Men ingen vidste hvor soldaterne var blevet af. Den almindelige antagelse var at de var draget længere sydpå for at finde trolde eller store dyr med fire ben som de kunne skyde på. Men nogle mente at de i stedet havde fundet en vej ned under jorden og at de nu var nede hos dværgene og at kong Aba stadig herskede over dem der.

Og det er for resten så længe siden, og historien er blevet fortalt så mange gange af så mange alfer, at det ikke er til at vide hvad man kan stole på. Det eneste der er sikkert er at kong Abas høj stadig ligger i den sydlige ende af Alfernes dal.