Til Legendeoversigten

En historie om de tre søstre

Nogle alfer får slet ingen unger. De fleste får en eller måske to. Og så er der dem der som de første Ouda og Ibis får en hel stribe. Men sådan var det ikke for Karo og Kari. De fik tre døtre, endda på en og samme dag. Det er mange år siden, det var dengang Alfernes dal stadig var ung, men det var alligevel meget mærkeligt. Og det blev bemærket.

De tre piger, Cytia, Citia og Moni, lignede hinanden så meget at kun deres forældre kunne se forskel på dem, i hvert fald så længe de var små og blev klædt ens. Men da de blev gamle nok til selv at bestemme hvordan de ville vise sig for verden, blev de meget forskellige at se på. Sådan så det i hvert fald ud. Men hvis Moni en dag tog Citias tøj på, ville de fleste sikkert forveksle dem, så meget lignede de stadig hinanden. Og hvis Cytia gav sig til at tale og opføre sig som Moni, ville alle være i tvivl om hvem de stod overfor, for så ville påklædning og opførsel ikke passe sammen.

Heldigvis lavede de tre søstre ikke den slags numre, i hvert fald ikke så vidt man vidste. Men det var ikke til at vide med sikkerhed. Og det var sært og en lille smule uhyggeligt. De eneste der tog det helt roligt var Karo og Kari. De kendte udmærket deres tre døtre fra hinanden, det var de sikre på, så sikre at de fortalte det til alle og enhver.

Men forældre holder ikke evigt, og i søstrenes tilfælde var det kort. Allerede mens pigerne var unge og lidt uberegnelige, blev de lagt ned til dværgene. Først Kari, og kort efter Karo. Og så var de tre søstre alene i deres have i Alfernes dal. Så længe det varede.

Cytia havde siden hun var otte år altid foretrukket blankt tøj, gerne i mange farver på en gang. Hun elskede striber og små pletter, hun elskede blomster og sommerfugle. Og hun var den første der fandt sig en kæreste. Han hed Sejal og var ikke stor, ikke større end Cytia selv. Han var hurtig i sine bevægelser og talte hurtigt og meget, men osse smukt, syntes i hvert fald Cytia. Hun var så glad for ham at hun syntes han måtte flytte ind i haven til hende og søstrene. Og skønt de to andre ikke var særligt glade for det, så blev det sådan.

Moni havde altid været lige modsat Cytia. Hvis hun absolut skulle have tøj på, skulle det være så enkelt og så simpelt som muligt. Hun skulle ikke smykkes af noget som helst som kunne tage opmærksomheden fra hende selv. Og da Cytia havde fundet Sejal, fandt hun da osse snart selv en kæreste der var lige modsat på alle måder.

Han hed Trond og var stor og stærk og duknakket. Han råbte ikke op om sig selv eller noget andet, men hans tavshed kunne af og til virke meget støjende, og når han bare knurrede, hold de fleste alfer i nærheden deres mund. Ikke fordi han var voldsom, bare fordi han var så stor og fyldte så meget. Moni var helt tosset med den alf, og han var nødt til at flytte ind i haven til hende. Og selvom hverken Citia eller Cytia eller Sejal brød sig om det, blev det sådan.

Og sådan boede de i nogen tid i haven. Sejal og Cytia. Trold og Mori. Og Citia.

Citia holdt meget af begge sine søstre, og de holdt meget af hende. Men de to kærester brød hun sig ikke om, og det var ikke kun fordi hun ikke selv havde en boende. Så det var en besværlig tid for de fem alfer. Selvom deres have bestemt ikke var lille, gik de alligevel mere i vejen for hinanden end godt var. Og en dag revnede de hele i et stort skænderi.

Det var en varm og tør dag, og de var alle fem en smule pirrelige. Trold havde spændt et stykke stof ud mellem tre træer, så han og Moni kunne ligge i skyggen. Det var ikke et telt, det var kun et stykke hvidt stof, men det var nok til at både Cytia og Sejal protesterede. Måske var Trold en helt almindelig alf der var født den sædvanlige vej og ikke skidt ud som en trold, men han opførte sig noget troldeagtigt. Og nu slog han et telt op i deres have. Hans størrelse og tavshed talte i øvrigt for sig selv. Der løb troldeblod i ham, ellers havde hans mor vel ikke givet ham sådan et navn.

- Din mors have lå jo helt ud til skoven, sagde Citia, og det sker da at de kommer ind i haverne.
- Eller der er alfer, der ikke kan holde sig fra skoven, sagde Cytia.
- Og måske kan trolde osse ramme ved siden af, sagde Sejal. Og hvis de var to om hende, har der ikke været nogen vej udenom for den ene.
- Det er min mor i taler om, sagde Trold og blev endnu større end han plejede at være.

Han ville ikke blive i haven et minut længere. Han gik, og Moni fulgte med ham. De drog igennem de mørke skove i øst og slog sig ned så langt væk at skoven igen blev mere åben og lys. Og sådan blev kolonien af alfer i skoven grundlagt. Alferne i skoven fortæller den historie på en helt anden måde og i en anden rækkefølge, men det må blive deres sag.

Nu var de kun tre alfer tilbage i haven, de to tilbageværende søstre og Sejal. De gik ikke nær så meget i vejen for hinanden nu, men Citia savnede Moni og var glad for at hun stadig havde Cytia hos sig. Sejal kunne hun ikke udstå, og han brød sig ikke om hende. Hun var som alferne i dalen var flest, og der var ikke noget hurtigt og blankt over hende.

Og det var som om hun med sit almindelige udseende og sin almindelige opførsel understregede hvor sære Sejal og osse Cytia var. De kunne ikke holde sig i ro, de to. De skulle hele tiden noget, gerne flere ting på en gang og af og til alle andre steder end i deres egen have. Det var vel især Sejal der var så rastløs. Han var ofte væk fra haven og fra dalen for at udrette et eller andet, og så havde de to tilbageværende søstre da deres have for sig selv i nogle dage, og det nød Citia i fulde drag.

En dag Sejal kom hjem fra en af sine ture, gik han som sædvanligt ned i det hjørne af haven hvor han og Cytia havde deres køjer. Og der sad hun og ventede på ham, men ikke med mad som hun plejede. Hun sad der aldeles uden noget, det blanke tøj og smykkerne var væk. Sejal blev overrasket og vidste ikke om han skulle blive fornærmet eller lykkelig, men hun smilede sådan til ham som hun sad der i græsset, og han kunne ikke blive vred på hende. Hun rejste sig og smilede bredere og smuttede ind i krattet, og han kunne høre at hun kaldte på ham derinde fra.

Han fulgte efter, og kunne ikke se hende. Først da hun kaldte igen, fik han øje på hende halvt oppe i et elmetræ. Hun var så langt oppe at hun kunne favne stammen med både arme og ben. Og selvom det undrede Sejal meget, for sådan havde Cytia aldrig før opført sig, så kunne han alligevel ikke stå for synet.

Han sørgede for at holde øjnene lukket, både imens og efter. Man kunne aldrig vide hvad den slags tændte i en alf. Og da han igen åbnede øjnene, var hun væk. Han kravlede ned af træet, samlede sit tøj op fra græsset og tog det på.

Nogen tid efter kom Cytia og Citia tilbage til haven med en kurv med vådt vasketøj, som de gav sig til at hænge op. Da Cytia fik øje på Sejal, skyndte hun sig at finde noget mad frem. De satte sig alle tre og spiste. Sejal fortalte hvad han havde oplevet på sin tur nordpå, og Cytia fortalte hvad der i mellemtiden var sket i dalen. Ingen talte om hvad der var foregået i elmetræet.

Der gik flere dage, men til sidst var Sejal ved at revne af nysgerrighed. Han måtte både vide hvorfor hun havde opført sig sådan og om hun havde tænkt sig at gøre det igen. Men Cytia vidste ikke hvad han talte om, sagde hun. Det måtte være noget han havde drømt. Han kunne da ikke tro at hun havde gjort sådan noget. Men havde Citia ikke været væk temmeligt længe dengang de vaskede nede ved åen. Så længe at Cytia var blevet helt træt i armene af at svinge de store hvide klædebaner alene.

Sejal blev ved sit. Det havde været Cytia, det var han sikker på. Han kunne vel kende sig egen kæreste. Og Cytia blev ved sit. Sådan kunne hun aldrig finde på at opføre sig. Det var osse svært at tro at Citia kunne have fundet på det, men det var alligevel ikke så sikkert som hvad hun selv havde gjort. For at bevare tilliden til sig selv, var hun nødt til at miste tilliden til sin søster. Hun og Sejal var nødt til at forlade haven og dalen for evigt. Ellers ville den historie køre imellem dem for evigt, og hurtigt osse mellem de andre alfer. Nogle ville tro at det var hende selv, der havde budt sig til i træet som en anden troldkælling. Hvis hun forsvandt, ville ingen vide noget. Og hun fortalte ikke historien til en levede sjæl før hun drog med Sejal nordpå og østpå for at slå sig ned ved fjorden.

Den historie fortælles osse en smule anderledes af alferne ved fjorden, men det kan vi ikke tage os af her.

Og på en eller anden måde vidste hele dalen snart hvordan Citia var blevet alene i sin have. Nogle troede at det var Cytia, der havde været noget vild, og så bagefter havde fortrudt sit eventyr i elmetræet. Nogle mente at det var Sejal, der havde fundet på det hele selv. Og nogle mente endda at det var Moni, der var vendt tilbage for at så splid mellem de tilbageværende søstre. Men ingen mente at det var Citia, der havde opført sig sådan.

Hun blev i haven og fik sig siden en god kæreste og to dygtige sønner. Og nu er det snart osse så længe siden, at det kan være ligegyldigt hvad der i virkeligheden skete.